-
Carlsberg trodser krig og alkoholrestriktioner og gør Ukraine til nyt vækstmarked
Source: BDK Finans / 15 Aug 2024 09:06:57 America/Chicago
Strømmen af negative nyheder fra den danske bryggerikoncern Carlsbergs aktiviteter mod øst har været stor, siden Rusland i begyndelsen af 2022 invaderede Ukraine. Men mens Carlsberg har mistet kontrollen fuldstændig med sine russiske aktiviteter, og dermed har måttet vinke farvel til omkring ti procent af sin samlede omsætning, går det anderledes godt i Ukraine. I første halvår af 2024 har Carlsberg oplevet tocifret salgsvækst på det ukrainske marked, og Ukraine er i dag et vigtigt marked for selskabet, fortæller topchef Jacob Aarup-Andersen til Berlingske. Carlsberg offentliggjorde sent tirsdag i denne uge sit halvårsregnskab, og på et online investormøde onsdag formiddag kunne Jacob Aarup-Andersen fortælle investorerne, at det især er salget af øllene Tuborg og 1664 Blanc samt alkoholfri øl, der har trukket væksten i det krigsramte land. »Ukraine udgør omkring tre til fire procent af vores forretning og er vigtig for os, fordi det er vores største marked i Central- og Østeuropa, efter at Rusland forlod vores portefølje,« siger Jacob Aarup-Andersen til Berlingske. Carlsberg har været til stede i Ukraine siden 1996 og har over årene investeret mere end 750 millioner kroner i landet. Det gør Carlsberg til en af de største udenlandske føde- og drikkevarevirksomheder i landet. Da krigen brød ud i for snart 2,5 år siden, lukkede Carlsberg sine tre bryggerier i Zaporizjzja, Kyiv og Lviv af hensyn til medarbejdernes sikkerhed. Alkoholforbud i Ukraine Samtidig indførte de ukrainske myndigheder et udbredt forbud mod alkohol i det meste af landet af hensyn til den offentlige ro. Alkoholforbuddet er imidlertid i dag afløst af forskellige former for lempeligere alkoholrestriktioner, som for eksempel forbud mod at drikke i de sene aften og nattetimer i de forskellige byer og regioner. Carlsberg valgte imidlertid ret hurtigt at gå i gang med at brygge igen i Ukraine. Samtidig har selskabet i modsætning til de fleste andre udenlandske investorer valgt at fortsætte og øge sine investeringer i Ukraine. I 2023 meddelte Carlsberg, at selskabet investerede i omegnen af 300 millioner kroner i at udvide produktionskapaciteten til dåsebryg i Kyiv med 80 procent, og i april i år kunne Jacob Aarup-Andersen fortælle, at Carlsberg vil investere yderligere 300 millioner kroner i Ukraine i 2025. Med samlede investeringer på omkring 600 millioner kroner er Carlsberg i dag en af de største udenlandske investorer i Ukraine. Det sker trods store risici. »Vi har valgt som en af de få private virksomheder på tværs af alle industrier også at investere stort i Ukraine under krigen. Vi har udvidet vores aktiviteter ret markant under krigen,« siger Jacob Aarup-Andersen. God forretning og moralsk vigtigt »Det er et fokusområde for os, og vi gør det med fuldstændigt åbne øjne om, at der selvfølgelig er væsentlig mere risiko, når man opererer i et land, hvor der er krig. Men man skal huske, at en stor del af landet har en hverdag og ikke lever i en krigszone,« tilføjer Jacob Aarup-Andersen. En af årsagerne til Carlsbergs satsning på Ukraine er ifølge topchefen, at markedet er vigtigt for Carlsberg, når krigen engang slutter. Han fortæller, at der er en stor »kærlighed« til store internationale varemærker, som Carlsberg og Tuborg. »Det er vigtigt for os, at vi fortsætter med at drive det fremad. Så interessen er et resultat af, at vi er fortsat med at investere i Ukraine – også under krigen,« siger Jacob Aarup-Andersen: »Og så har det også være moralsk vigtigt for os at være med til at støtte op om den ukrainske økonomi og vise støtte.« https://www.berlingske.dk/business/carlsberg-trodser-krig-og-alkoholrestriktioner-og-goer-ukraine-til-nyt